Dong og Goldman Sachs salget 5 minutter over tolv!

Hvorfor mon regeringen og især Corydon - kom i modvind i befolkningen i denne sag?

jeg vil forsøge, at komme med mit beskeden bud på årsagen. Men lad os starte med begyndelsen.

Sagen tager sin begyndelse allerede i 2004 under VK regeringen sammen med DF, R, S og SF der enes om en bred aftale om, at arbejde hen imod at børsnotere Dong i februar 2008. Som alle efterhånden er bekendt med, indtræder der en buldrende finanskrise og uro på de danske og internationale aktiemarkeder 2007. Den daværende finansminister Lars Løkke vælger 16 dage før den planlagte børsnotering, at indstille børsnoteringen januar 2008.

Marianne Jelved er så sent som i 2011 under den nye S, SF og R regering  ude og tilkendegive, at en børsnotering og privatisering af Dong, ikke vil finde sted i denne regeringsperiode - selv de Konservative er enige! På det tidspunkt i 2011 anslås markdesværdien på Dong til 60 mia. kr.!

2013 februar indleder Dong en pengejagt til forøgelse af egenkapitalen på 6 til 9 mia. kr., som bl.a. et resultat af et underskud i 2012 på ca. 4 mia. kr. samt et behov for kapital til fremtidig investeringer i bl.a. havvindmøller. Alle forligsparter fra 2004 genbekræfter aftalen om børsnotering af Dong, dog fortsat med staten som hovedaktionær.

September 2013 giver Goldman Sachs (GS), ATP og PFA et tilbud på køb af aktier i Dong Energy ud fra en samlet værdiansættelse af Dong på 31,5 mia. kr. (en halvering i værdi siden 2011, en anelse mystik)!!!

Oktober 2013 når Finansministeriet til enighed om vilkårene for et kapitalindskud i Dong på i alt 11 mia. kr. fra GS, ATP og PFA pension. Samlet en ejerandel på 26%. Hvoraf de 8 mia kr svarende til en ejerandel på 19 % kommer fra GS - samt opnår GS en række særlige vilkår. Vilkår der nedbringer GS risiko bl.a. om tilbagekøb af aktierne hvis børsnoteringen ikke bliver til noget, herunder vetoret over for bl.a. ændringer i Dong's øverste ledelse og strategi - som en form for "mindretalsbeskyttelse". Staten vil herefter have en ejerandel på 60 %.

Januar 2014 godkendes aftalen i finansudvalget med støtte fra regeringen, Venstre og De Konservative - men uden opbakning fra Dansk Folkeparti! Dong skal senest i begyndelsen af 2015 præsentere en køreplan - frem mod en børsnotering inden 2018.

Da det går op for pressen og befolkningen sidst i december og begyndelsen af januar - hvem den ene aktør er nemlig Goldman Sachs. Rejser der sig en folkelig modstand, der ikke er set lige i mange år. Begrundelserne for modstanden er mangeartede - spændende fra en generel modstand mod privatisering, til en for dårlig økonomisk aftale for staten. Desværre er klokken på det tidspunkt 5 minutter over tolv, hvis aftalen skal ændres ellers genforhandles.

Jeg er her enig med Finansministeren, at hvis folketinget havde underkendt aftalen og sat den i bero, ville Danmarks og Regeringens økonomiske troværdighed lide et så stort et knæk ud i fremtiden, at det ville koste os dyrt økonomisk ved fremtidig aftaler om kapitalindsprøjtninger.

(Nu bliver forklaringen lidt langhåret!) Fordi investorerne vil tage sig godt betalt, for den risiko der er forbundet - med fremtidig politisk indblanding 5 minutter over tolv. Det vil indirekte smitte af på vores renteniveau i opadgående retning, og gøre det dyrere at låne penge til investeringer osv. ud i fremtiden.

At Dansk Folkeparti i tolvte time (december 2013) tager afstand - er ren og skær hykleri - og sædvanligt populistisk stemmefiskeri i oprørte vande. De kunne allerede i februar 2013 have slået hælene i!!!

Det som undrer mig er, at der på intet tidspunkt hos Socialdemokraterne i gruppen eller vores hovedbestyrelse er nogen - som stopper op - og spørger om, om dette er den rette løsning. Især i september hvor det bliver klart, at buddet med GS kommer til at foretage investeringen via Luxemburg, der regnes for skattely af OECD.

Og for slet ikke at nævne GS blakkede ry - som udspringer af finanskrisen. Banken er bl.a. blevet kritiseret voldsomt for spekulation i sammenbruddet på det amerikanske boligmarked, der satte gang i finanskrisen, samtidigt med at banken solgte boligmarkedesobligantioner. (jeg kan anbefale at se DVD'en "Inside Job" for en mere grundig indføring i finanskrisen og GS rolle).

GS er en partner hvis opgave er at optimere afkastet fra deres aktier - tidshorisont er typisk meget kortsigtede – dvs. at aktierne kan blive solgt videre til Gazprom eller lignende. Hvilket er endnu et argument for, at holde Dong på egne hænder, og fastholde den fulde kontrol over vores forsyningssikkerhed.

Socialdemokraterne kunne som forligspartnere have sagt fra i september og dermed have åbnet en anden vej.  Man kunne lade staten skyde pengene ind, og staten kan oven i købet låne penge til blot 1 % i årlig rente - og på nogen vilkår der vil være langt mere favorable.

På sigt er Dong en rigtig god investering, fordi at energiforsyningen bliver det store magtværktøj i fremtidens udenrigspolitik.

Hvad så med risikospredningen? Tja der viser det sig jo, at også her har GS lavet en rigtig god aftale, for hvis børsnoteringen glipper, er staten nød til, at aflevere 5 mia. kr. tilbage til GS med høj rente - samt dags-værdien af de resterende 40 % af bankens aktier. Selv ved et tab mister GS kun ca. 1,8 mia. kr. Hvorimod GS forventer at tjene op imod 20 mia. kr. ved børsnoteringen. Det kan man da ikke kalde en stor risiko - set i forhold til gevinsten. Og GS er kendt for at få - det de går efter!

For mig handler politik også om etik og moral, værdier og anstændighed - begreber og forestillinger som GS ikke besidder. Vi dansker vil ikke bare sælge ud af de fælles værdier til den bedste pris. For var det tilfældet, (sat lidt på spidsen) kunne vi nøjes med et forretningsministerium af embedsfolk som jurister og økonomer. Hvis opgave er, at sørge for at beslutningerne for samfundet, økonomisk skal kunne betale sig for skatteborgerne!

Det er jo netop lige præcis derfor, at politikeren adskiller sig fra økonomen. Politikeren skal netop tage hensyn til helheden, og har dermed en politisk vilje der er uafhængig af markedets vilkår. Danskerne køber ikke længere nødvendighedens politik - uden et ordentligt argument. Og jeg har endnu ikke hørt et godt argument for privatisering af Dong - derfor kommer denne voldsomme reaktion fra fællesskabet på Dong salget. Næste gang bør vi stoppe op i god tid - før 5 minutter over tolv - og tænke os om - som parti i tide!